Grupper under Brædstrupegnens Hjemstavnsforening står bag udgivelsen af 2 bøger:

Sønder Vissing sogn. Slægts- og lokalhistorie udkom 2004. 358 sider. Indbundet kr. 100,-

og

Voerladegårdbogen 1 udkom 2001. 150 sider. Pris kr. 75,-

Begge bøger kan bestilles på tlf. 75 75 17 29. Porto tilkommer. Fremsendes med indbetalingskort.

Klik på titlerne, og læs mere om bøgerne



 

Sdr. Vissing sogn. Slægts- og lokalhistorie

 af
Laura Heegård Nielsen
Ruth Dam
Elin Pedersen
Jytte og Jens Erik Christensen
Nina Pedersen
Eva Kristiansen
Ella Svendsen
Inga Dalsgård
Evald Brønd
Edith Larsen
og
Else Mührmann-Lund

 




 

Indhold: NB Afsnittene 9. 12. og 23 findes gengivet på denne side. Klik på disse afsnit.

Historie:
1.       Colofon. Indhold. Forord. Forfattere.
2.       Vissing sogn i forhistorisk tid
3.       Vissing i tidlig historisk tid 
4.       Vissing sogn fra 1300-1900  
5.       Kirke og skole, præster og degne 

Beboere og slægter:
6.       Slægterne på ”De Vissing gårde”
7.       Udstykningen ca. 1800-1950  
8.       ”De Addit gårde”
9.       Addits historie og udstykningen
10.     ”De Vissingkloster gårde” og hist.
11.     Vissingkloster, Additnæs og udstykningen. do
12.     Pinds mølle 
13.     Vilholtgård
14.     Nedenskov/Vissinggård. 

Erindringsstof:
15.     Husene i Sdr. Vissing ca. 1940.  
16.     Barndomserindringer  
17.     Sdr. Vissing Forsamlingshus  
18.     Planteskolen 
19.     Sommerglæder ved Veng sø   
20.     Brugsen 
21.     „Æ sand“  
22.     ”Toftegården”, plejehjemmet
23.     Vandværket 
24.     Søren Kjær Hansens erindringer  
25.     Else Pedersens erindringer

26.     Stikordsregister,  Kilder.

 

Addits historie og byens udstykning. 

 

Addit skov

 

Addit skov tilhørte i middelalderen klostrene. Først Vissing kloster, senere overgik det til Voer kloster.  Fra 1536 til 1660 var skovene ejet af Kongen. Rytterdistriktet ejede hele egnen 1660-1767. Herefter blev Matrup

ejer indtil 1839, hvor købmand Secher overtog. Han solgte en del til  bønderne. En del af Addit skov blev solgt til 2 Horsens-købmænd. Frederik Møller, Løvenholt, Salten, købte 1839 Addit skov. Han oprettede et teglværk, hvor Løndal ligger i dag. I 1850 solgte hans enke til Kammerherre Schytte til Bygholm

Carl Johan Wohnsen var hans bestyrer, og han købte omkring 1860 skovene og opførte en stor hovedbygning ”Additskov”. Navnet ændredes senere til ”Løndal”. I 1898 købte C.W. Jørgensen, en af Danmarks rigeste mænd, ejendommen.  Det blev ham og hans hustru Anna Plenge Jørgensen, der opførte det nuværende ”Løndal” i årene 1911 – 14.

Læs mere om slægterne på Løndal i Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1997.

 

En anden del af Addit skov blev 1870 solgt til N.F.B.Sehested fra Broholm på Fyn. Hans søn Knud Sehested byggede 1887 avlsgården, og i 1894-95 ”Addithus”. Han havde opkøbt jord på Additnæs, (15 bebyggede huslodder), Velling skov og Addit, 

Læs mere om slægterne på Addithus og husene på Additnæs i Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1999

Den oprindelige Addit skov er nu i forstmæssig forstand ændret, men hele dalen er stadig én stor bevaret naturpark.

Uddrag fra Hjelmslev Tingbog fortæller om den sport de fleste bønder drev,- at hente en pind i skoven.

Træerne var skovejerens, græsset var bøndernes, så Additbønderne kendte hvert træ i skoven.  Alle bønder havde brug for en egekæp,  når bindingsværket begyndte at hælde. Det blev blandt bønder ikke regnet for tyveri, snarere som lidt smart tidsfordriv for jyder. Træet kunne også sælges og give rede penge i foret.

 

13-9-1700: ”Oberførster Hynitz stævnede Christen Christensen og Søren Jensen, begge af Addit, for dom, angående ulovlig skovhugst i Langballe og Addit skov, hvilket efterskrevne bevidnede.”

 

31-1 1701: ” Oberførster Hynitz stævnede Christen Tomasen i Addit og Tomas Nielsen samme sted for vidner og syn, angående ulovlig skovhugst, som efterskrevne bevidnede.

 

12-9-1701:”Hofjægermester de la Roche på Nygård stævnede efterskrevne rytterbønder i Addit, angående en del egetømmer og fjæl, som de skal have bortsolgt, som han formener skal være hugget i Kongens Mæjestæts skove i Addit og Langballe, hvorimod regimentskriver Gyberg, som bøndernes forsvar, lod oplæse rytterbønderne i Addit deres klage, at de la Roche og hans medfølgere var kommet til byen, da hver mand var i marken at høste, og ransaget deres huse, hvor de fandt egefjæl i efterskrevne huse, hvortil jægermesteren svarede, at han havde ladet gøre ransagning, efterdi der i ovennævnte skove befandtes en stor del skovskade, og i Addit havde fundet efterskrevne træ.

 

19-9-1701: ” Regimentskriver Gyberg stævnede hofjægermester de la Roche på Nygård, angående gamle brædder og fjæl, som hofjægermesteren med sine medhavende har ladet bortføre fra en del rytterbønder i Addit 17-8 sidst og efterskrevne vidnede, at de på jægermesterens befaling kørte nogle gamle fjæl fra efterskrevne gårde i Addit og bønderne blev frapantet efterskrevne for de fjæl, der blev fundet.”

 

21-11-1701:” Hofjægermester de la Roche på Nygård stævnede alle Addit bymænd og Søren Andersen i Langballe for vidner, syn og sigtelse, angående hvad egetømmer og fjæl, som de til amtmand Bjelke til Kærbygård solgt har, efter beretning at hans foged Niels Jensen, da han dermed ved dets bortførsel om natten blev truffet i Addit skov, og for det tømmer, som blev fundet i deres gårde.”

 

28-11-1701: ” Hofjægermester de la Roche på Nygård stævnede amtmand Grabow, oberførster Hynitz, amtsskriver Just Hansen og samtlige Addit bymænd for syns afhjemlelse, hvorefter der blev fremlagt et skriftligt syn på Addit skov, og hvad ulovlig skovhugst, der kunne være begået fra 1699 til dette indeværende år og dag.”

 

 At blande sig i godsets sager, var ikke god latin. Her følger en sag, hvor en Additbonde  udviste for megen medmenneskelighed efter Herredstingets mening.

 

14-2-1701; ”Tyge Jespersen til Mattrup stævnede Søren Nielsen i Addit med flere, angående at 24-4, da han havde udsendt hans tjenere Knud Sørensen og Kristen Nielsen at indhente en hans forløbne og bortrømte bonde Peder Jensen, som opholdt sig i Søren Nielsens gård, og da ikke alene forhindrede Søren Nielsen og hans medfølgere dem i at føre den bortrømte hjem, men de bragte dem, tillige med den bortrømte i en tyk skov, hvor der lå en stor del sten sammenkastede, som de optog og slog Knud Sørensen og Christen Nielsen med, og efterskrevne vidnede herom.”

 

18-5-1701:”Regimentskriver Gyberg stævnede Christen Nielsen Kusk og Knud Sørensen Skytte, begge tjenende Thyge Jespersen på Mattrup, for vidner at påhøre, angående hans overfald, de med blodige hug og slag skal have overfaldet og forøvet på rytterbonden søren Nielsen i Addit på hans hjemvej fra kirken, og synsmænd afhjemlede syn på søren Nielsen, som havde et hug gennem pandebenet, som de syntes kunne være gjort med en kårde.”

 

6-6-1701: ”Regimentskriver Gyberg stævnede Christen Nielsen og Knud Sørensen, tjenende Thyge Jespersen på Mattrup, for vidner at påhøre, angående den ubillige medfart af hug og overfald på rytterbonden Søren Nielsen af Addit, hvorimod blev fremlagt et tingsvidne her af tinget 9-5 sidst afvigte, og Gyberg fuldmægtig, lod læse et tingsvidne her af tinget 18-5 sidst afvigte, og efterskrevne vidnede, at de så, at Knud Sørensen af Mattrupgård huggede Søren Nielsen i hans hoved med en kårde, så blodet strømmede ned over hans ansigt og faldt ned til jorden.”

 

21-8-1701:”Thyge Jespersen på Mattrup stævnede Søren Nielsen i Addit med flere  samme sted for dom, angående hans undvegne bonde Peder Jensen, som de har taget i forsvar, da Thyge Jespersens tjenere var udsendt, samme bortløbne bonde at indhente, og overfaldt dem med hug og slag og fremlagde 3 tingsvidner her af tinget 8-5, 18-5 og 6-7.

 

19-9-1701:”Thyge Jespersen til Mattrup begærede dom i den sag imellem ham og Søren Nielsen i Addit, som i dag 4 uger her til tinget blev taget i opsættelse, og fremlagde en dom af Thyrsting herredsting 24-5-1699, hvormed bevises, at hans bortløbne bonde er ham skyldig 100 rigsdaler for restant, og da Søren Nielsen har taget ham i forsvar, så bør han samme restant betale, sagen er opsat i 14 dage.”

 

3-10-1701:” Thyge Jespersen til Mattrup efter opsættelse i rette lagde dokumenter kontra Søren Nielsen i Addit, hvorimod regimentskriverens fuldmægtig svarede, hvorefter blev afsagt, at da Søren Nielsen i Addit har taget Thyge Jespersens bonde Peder Jensen af Vingum i forsvar, så bør han for sådant at lide efter lovens 3. bogs 19. kap, 12 og 13 artikel, nemlig at betale Thyge Jespersen den bevislig gjorte skade, som han ved sin tjener Peder Jensen skal have lidt, beløbende 100 rigsdaler, samt denne processes bekostning.”

 

Amtmandens arkiver fortæller også historie: 16. nov. 1756: ”Fra F. Pultz, Skanderborg. Tager sig den frihed at henvise til ”Skov og Jagt Sessionsprotokollen, ang. de der på grund af ulovlig skovhugst, er idømt straf på kroppen, med anmodning om, at disse jvnf. Skovforordningen af 26. jan. 1733, med det allerførste, nu når rugen er tilsået, må blive afstraffede. Herunder Jørgen Jensen, tjenende Jens Christensen i Addit, ride på træhesten 4 timer daglig i 2 dage.”


Vejene til og fra.

 

Hvordan kom Addit i forbindelse med omverdenen i meget gamle dage? Der var ingen nord-syd gående vej, men flere muligheder øst-vest. En vej kom fra Viborg til Siim, over broen ved Faldgård og videre til Gl. Rye. Derfra over Addit mod Vrads. Det var en meget benyttet vej, den havde også forbindelse fra Skanderborg. En anden forbindelse gik over Vissingkloster, Tønning, Nim og videre syd på. Gudenåen var også en mulighed i båd.

Landevejen mellem Horsens og Silkeborg blev bygget i årene 1850-60

I nærområdet var der småveje og gangstier i alle retninger. Man skulle til kirke i Sdr. Vissing. Til det brug havde man kirkestier. Stierne har nok været der siden kirken blev bygget, men blev beskrevet i 1956 på et kommunalt stykke papir:

A: ”Kirkesti fra Addit by over Niels C. Larsens og Aksel Nielsens jorder af Addit, samt gennem Sdr. Vissing præstegårds skov til Sdr. Vissing kirke.

B. ”Kirkesti udgår fra bivej nr. 8 ved gården ”Lervejdals” østre markskel, følgende skellet mod syd, førende forbi Ove Sørensens, Johs. Andersens og Jens Andersens ejendomme på Sdr. Vissing mark gennem Årsdal i præstegårdens skov til Sdr. Vissing kirke.

Måske kørte man til kirke med heste og vogn. Så kunne man benytte Kragedalsvej, en af de smukkeste biveje i denne egn. Den har ikke altid heddet Kragedalsvej,  - en gang hed den ”Liigvej”. Nogle har ment, at det navn nok kom af, at beboerne i Addit kørte deres døde til Sdr. Vissing kirkegård ad denne vej. Andre mente, at det var et udslag af jysk lune, at kalde den mest snoede og bakkede vej i pastoratet for ”Liigvej”.

Hvorvidt de Additfolk havde sans for de landskabelige ynder, når de, godt indpakket, evt. med spædbarn på armen til dåb, gik eller kørte til kirke ved vi ikke.


En landsbys vandforsyning. Af Jens Boes.

 

I 1961 kunne Addit vandværk fejre 50 års jubilæum. Ved den lejlighed berettede nu afdøde gårdejer Peter Boes, Addit om, hvordan det første vandværk i byen blev til i 1911. Peter Boes`s beretning lød sådan:

 

Før vandværkets tid måtte vi klare os med gadedammen til kreaturerne. Når vandet var nogenlunde, brugte vi det også til vask og rengøring.

Der fandtes i byen nogle enkelte dybe brønde, som kunne give nogle få spande rent vand om dagen, men det kunne ikke siges om en af dem, at der var vand nok.

Om sommeren i den tørre tid måtte vandet til husholdningen hentes i ”Helligkilden”, også kaldet ”Skovkilden”, neden for Addithus ved Kildevejen. Kilden var inddæmmet af kampesten, så den blev til en dam.

Når det var rigtig tørt, blev kilden også brugt til kreaturerne, og så kunne det hænde, at den smule vand, der var tilbage, gik gennem køerne mere end en gang. Når køerne blev hentet fra marken, blev de nemlig vandet på den måde, at et helt kobbel ad gangen gik ud i dammen, og så skete det af og til, at de afleverede noget af vandet igen.

Det var på den tid, folk blev enige om at holde et møde, hvor en vandmester, der hed Stofregn, skulle fremlægge et overslag til et vandværk. Det blev da bestemt at undersøge, om der var vand nok i et vældhul ved Kjelhøje, lige i skellet mellem Jens Boes og Peder Pedersen. Der blev lejet en mand til at måle vandet i et døgn, og da Stofregn mente, at der var vand nok, blev vandværket påbegyndt.

Der blev gravet to store brønde og bygget en vandbeholder på Møllebakken. Samtidig blev en vindmotor, der skulle pumpe vandet op i beholderen, opstillet ved brøndene. Der var stor glæde, da der kom vand i hanerne. Der blev holdt en indvielsesfest, hvor nogle, der havde drukket for meget ”vand”, på hjemvejen faldt i grøfterne, som endnu ikke var dækket til.

Men glæden varede kort. Det viste sig snart, at brøndene ikke gav vand nok, og da der var gået to år, blev det besluttet at bore i byen. Det skete der, hvor der endnu findes ruiner, ved enden af den nye boldplads.

Det var den samme vandmester, Stofregn, der  fik akkord på at skaffe vand. Der blev først gravet en brønd på 40 alen, men da der ikke var mere vand i den end i de andre brønde i byen, måtte der bores ca. 60 alen til, inden der kom vand.

Nu blev vindmotoren flyttet ind i byen, for at prøvepumpe boringen. Vandet blev ledt ud til siden, så alle kunne se det, og det så meget lovende ud, men da det kom rigtigt i gang, viste det sig, at pumpen sugede sand. Pumpelæderet blev slidt alt for hurtigt, og pumpestangen gik tit i stykker, det skete altid når det blæste, og der skulle pumpes. Når pumpen så var lavet, var blæsten som regel taget af, og så var der jo ikke meget ved at have en motor, som skulle drives af vinden. På den måde blev der ofte vandmangel.

Pludselig en aften skred brønden sammen. Brøndmuren var sunket sammen og havde knækket røret, der gik igennem til hovedledningen. Vandet fossede fra beholderen ned bag brøndmuren, hvis nederste del blev ved at synke, mens noget af det øverste blev hængende. Jord og sten skyllede ind og fyldte brønden. Nu var gode råd dyre. Der skulle skaffes forbindelse med borerøret, hvis øverste ende var i bunden af brønden.

Heldigvis var der en modig brøndgraver, der påtog sig opgaven. Han lavede så meget hul, at brøndrøret kunne forlænges ovenud. Det var et grimt hul at kigge ned i. Montøren, der skulle skrue rørene sammen, turde ikke gå der ned, før brøndgraveren havde været dernede først.

Endelig kom pumpen i gang igen, men med de samme ulemper som før. Og sådan gik der atter et par år, indtil filteret blev stoppet.

Nu ville folk ikke bekoste mere på det vandværk. De havde fået nok af et vandværk uden tilstrækkeligt med vand og ville hen, hvor der var vand nok. Det var der jo nede ved Russibæk.

Det var i 1914, at vandmester Christoffersen fra Horsens anlagde det nye vandværk for 8000 kr. Alt fungerede godt i en lang årrække og gav vand i overflod, hvilket blev bemærket af nogle udenbys beboere, som ønskede at komme med i værket. Det blev vedtaget for de nuværende interessenter langs vejene, hvorimod det blev nægtet for gårdene, hvor Alfred Holm og Niels P. Nielsen nu bor.

 

Vandet fra Russibæk blev løftet til Addit i en højde af ca. 300 fod og over en længde på ca. 3000 alen. Det skete ved hjælp af to hæverter. Det var vist nogle af de hæverter i landet, der løftede højest.

1 alen = 2 fod = 62 cm.

Efter en snes år havde der sat sig et lag rust i rørene, hvorved modstanden i dem blev større, så hæverterne måtte arbejde hårdere, og da der gik brud på enten hæverten eller rørerne, begyndte folk at snakke om at pumpe ved elektricitet. Ja, man begyndte endog at tale om at bore på ny, men det blev ved snakken.

Så kom krigen med materialemangel, og planerne blev skrinlagt. Der kom en periode, som de fleste nok aldrig glemmer. Vi fik de hårdeste vintre i mands minde, hvor omtrent alle vandrørene var frosset til, og vi havde ingen forbindelse med hæverten i månedsvis. Men det blev jo da hver gang sommer igen, og vi fik vand i hanerne.

Nogle år efter krigen, da der igen var materialer at få, dukkede gamle planer om at pumpe med elektricitet op igen, og en gang, da den ene hævert var i stykker, og der var vandmangel, besluttede bestyrelsen at gøre et forsøg.

Der blev lånt en pumpe ved en pumpefabrik, og en petroleumsmotor blev lånt i nærheden. Bestyrelsen arbejdede begge pinsedage med at montere det hele, og så kom det spændende øjeblik, da motoren gik i gang.

Trykmåleren steg og steg, men der var ikke tegn på, at der gik vand i rørene. Tilsyneladende gik det hele ud ved sikkerhedsventilen. De to mænd, der skulle passe motoren og pumpen, gik i skoven for at se, om der var vand i en hane der. Det var der ikke, og da de kom tilbage til motoren efter en god halv time, var topstykket sprængt. Det var så bevist, at vandet ikke kunne pumpes gennem de gamle rør.

Det var vel nok det, der bevirkede, at folk ved generalforsamlingen var så godt som enige om at vedtage en ny boring i Addit. Og nu da boringen og det ny vandværk er en kendsgerning, og alt tyder på, at det må få en lang levetid, synes jeg, vi skal råbe hurra for, at det må leve længe.

 

Uddrag af  ”Anton og Magda Pedersens erindringer samlet 1979 af J.P.Boes”

 

Anton og Magda, ”Sofielyst”, Addit 1932-79. Sdr. Vissing, Rosengårdsvej 7, 1979-95.

 

Anton om ”Sofielyst”  i Addit.

 

Omkring 1900 fik man tærskeværk med hestegang på gården. 1913 bygges stuehuset på ”Sofielyst”, Anton var 7 år gammel optaget af håndværkernes reparationsarbejde i det gamle stuehus (ud mod vejen) og kom til at brække en af håndværkernes tommestokke. Det var ikke så godt, og det huskede han hele livet.

1923 fik man el. fra Vestbirk Højspændingsselskab til belysning, tærskeværk og kværn. Tidligere blev kornet malet på Addit Mølle.

Vandværker.

1900 havde byen vandværk ved Kildehøje (Jysk ”Kjæl-høw), hvorfra vandet blev sendt op til en beholder ved Addit Mølle, så det med et rimeligt tryk kunne spredes til byens huse og gårde. 1914 laves en boring ved gadekæret med en vindmøllepumpe. 1920 hentes vandet ved et hævertsystem fra Russibæk i Addit skov. Det var blevet udtænkt og opfundet af Peter Boes på Vestergård. 1954 foretages der en boring ved Niels Larsens gård, herfra er vandet siden kommet til byen.

Gården og byen.

1926 bygges et rødt træhus som lager for foderstofvarer. Dette hus bruges som byens forsamlingshus ved julefester o.l. 1932 bestyrer Anton og Magda ”Sofielyst”-gården.

1933 bygger Peder Pedersen aftægtsbolig for 5000 kr, og Anton og Magda køber gården. 1934 købes malkemaskine Benzona, der i 1951 afløses af Alfa Laval.

1938 udbryder den landsdækkende mund- og Klovesyge og byen afspærres hen mod jul. Kvægsygdommen kom igen 1951 til ”Addit Overgård”, hvor besætningen blev slået ned, så mund- og klovesygen ikke skulle spredes i byen.

1946-47 får man anpartstelefon, (u= Anton Pedersen, v = Niels Larsen, x = Marie Boes, y = Aage Boes)

1948 bygges der frysehus i Addit, et par år havde man haft part i Sdr. Vissings frysehus. 1949 føres Additvejen over Møllebakken gennem Addit. (Århusentreprenør). 1950 bygges forsamlingshuset. Første fest i huset blev husets idemand skovfoged Kluver Christensens sølvbryllup. Omkring 1950 var mejerikuskene til Voervadsbro mejeri: Nikolaj Lai, Egon Hansen og Peder Schultz Jørgensen.

1952 købes en grå fergusontraktor (26 hk), senere 1965 en rød Ferguson (31hk). 1954 købes en Opel Kadet bil for 7600 kr. (”Smut”), model 1938, der havde været opklodset under krigen. 1962 købes en Anglia, 1970 en Folkevogn og 1978 en Simca, solgt 1980. !954 laves der badeværelsse i huset for 5000 kr..

1958 sælges aftægtsboligen til Agner og Ellen for 16.000 kr. (Videresælges 1986 for 465.000 kr. 330.000 kr. kreditforeningslån.

1960-61 indlægges centralvarme, og nyt tag lægges på stuehuset. 1966 får man hjemmefryser og el-komfur (Danmax) afløser gas og brændekomfur. 1968 får man fjernsyn til jul.

Til toppen af siden

Pinds Mølle

Før 1330 ejet af Voer Kloster.

1465 ejet af Øm Kloster

1536 ved Reformationen overgår til kronen.

1593 Mølleren hed Søfren Møller.

1594 Mølleren hed Michel Møller.

1610 var mølleriet brøstfalden.

1648 Fæsteren hed Rasmus Troelsen. Møllen blev pantsat til Jens Jensen Vissing i København.

1655 Der blev givet møllen tømmer og 50 rdl. til opbygning. Niels Jensen køber et par nye møllesten.

1660 Niels Andersen fæster møllen, gav 24 rdl. i indskud.

1661 og 1688 Niels Andersen som var gift med Ellen Andersen. Han døde 1718.

1706 Jens Nielsen født ca. 1675. Søn af Niels Andersen. Blev gift med Mette Pedersdt. Han døde 1718 eller før. Hun giftede sig 2. Gang med en Rasmus Pedersen, som fæstede møllen. Han døde nok ca. 1745. Han skød i 1731 en uld, som blev ophængt på tinget, og han fik sin løn efter loven.

En af deres døtre Karen Jensdt. blev gift med Peder Woetmand, (1683-1735) på Voer Klostermølle. Han var Kirkefoged, Herredsskriver og boede (også eller senere) på Ørskovgård, Ørridslev. Da han døde var boet fallit. Karen giftede sig 2. Gang med Erik Pedersen, som drev gården videre.

En søn Niels Jensen Møller (1706/3-11-1762) blev købmand i Horsens med borgerbrev 16-2-1733. Han giftede sig med Anne Pedersdt. Hansen (1713 – 1787)

Datter af tolder Peder Hansen i Kolding (1685 -) og hustru Kirsten Pedersdt. (1680 - )

Hendes halvsøster Karen Hansdt. Bruun (1705 -) var gift med præsten i Sdr. Vissing Frederik Hansen Curtz (1694 - ) præst 1721 – 56. Hun var fra moderens senere ægteskab med købmand Hans Hansen Bruun.

Peder Jensen Møller (1712 – 1742)(søn af Jens Nielsen og Mette Pedersdt.) overtog møllen i 1734. Han giftede sig med Kirsten Jørgensdt. (1715-1787)

Parret havde følgende børn: Jens Pedersen(1736 -) Kirsten Pedersdt (1741 -) Rasmus Pedersen (1742 -)

1739 sælger Peder Jensen ”Kongens anpart af Grædstrup sogns kvægtiende” til Anders Andersen på Møldrupgård. I skrivelsen betegner Peder Jensen den som: ”Én af mine tilhørende kvægtiender i Tørsting herred”.

Skifte efter Peder Jensen nr. 1966 (Brejl) 1-10-1742.

Enke Kirsten Jørgensdt. Lavværge Ernst Andersen Woetmann i Voer Kloster Mølle. Børn: Jens 7 år, Christen 2 år, Peder 18 uger. Formyndere Farbror Niels Jensen Møller i Horsens, morbror Laurids Justsen i Hårby.

Skiftet er usædvanlig rigt i forhold til andre på samme tidspunkt på egnen. Særlig interessant er de mange kostbare ting i husholdningen.

” 2 sølvbægre, ½ dusin sølvbægre, 1 sølvlåget krus, 1 par sølv skospænder, 1 liden sølvkande, 1 brøgkedel med 1½ tønde rom, 2 ditto, ½ dusin tinfade, 1 dusin tallerkener, 1 tinlysestage, 1 tinpotte, 2 messing fyrbækken, 1 natbækken, 2 messing-håndkedler.

3 jerngryder, 1 brødtejne, 4 meter skorstenslænker, 1 rist og 1 pande. 1 jernbilæggerovn, 1 mindre ditto vindovn.

1 egebord med åben fod, 1 slagbord af fyr, 1 dragkiste med beslag, 1 egekiste bunden med jern, 1 bænkkiste af fyr, 1 egeskrin med lås, 1 egeskab med 2 låger, 1 dusin overtrukne stole, 6 træstole, 1 egesengested med himmel, 1 seng af eg, 2 fyr-sengesteder, 1 egehalvseng,

4 brygkar, 6 øltønder, 2 halvtønder, 2 bimpeler, 1 egesaltkar, 1 bagtrug.

3 olmerdugsdyner, 5 bolsterdyner, 14 hovedpuder, 2 par hårgarnslagner, 2 bolsterdyner,

1 grøn omhæng med duske, 1 ditto omhæng,24 par blårgarnslagner. 3 senge derude, med 6 dyner, 6 puder, 3 par blårgarnslagner.

Den afdødes gangklæder: 1 sort klædning, 1 brun klædning, 1 blakket klædevest med 3 dusin sølvknapper, 1 blakket klædesvest med 3½ dusin sølvknapper. 1 callemanches nattrøje med 3 dusin sølvknapper, 1 vest og 2 par bukser af

bukskind, 7 par strikket strømper, 2 grå vadmels kjoler, 1 brun rejsekjole, 2 jakker, 6 hørgarnsskjorter, 1 par tøfler, 2 par sko. Boets midler beløb sig til 525 rdl.

Efter Peder Jensen Møllers død giftede enken sig med Rasmus Jensen Møller (1710 eller 1716 – 1753).

Der findes et fæstebrev fra 1742 lydende: Rasmus Jensen eller Joensen, som i sin barndom er indkommet fra Koldinghus Amt og opfødt hos Søren Dons i Ladegård, siden har været andre steder i tieneste og sidst udi høysalig enkedronningens stald på Clausholm, melder sig om fæste derpå, efter afgangen Peder Jensens død, ægter enken Kirsten Jørgensdt.

Bygningen er 51 fag, Besætning 2 bæster, 2 kjør, 2 ungnød, 6 får. 

Hartkorn, ager og eng 1 - 3-2,

Skov - - 3 –

Mølleskyld 6 3 - -.

Giver af mølleskylden til årlig landgildepenge 22 rdl. 3 mark. Betaler til indfæstning 15 rdl.

1743 fæster Rasmus Iversen møllen. Han var først gift med Kirsten Jørgensdt, (død 1754) og derefter med Mette Pedersdt Levin (død 1766). Fælles gravsten for alle tre har været bevaret vest for våbenhuset, senere ved nordre kirkegårdsdige.

fortæller kirkebogen, at enken Mette Pedersdt af Pinds Mølle blev begravet, 76 år og 5 md

1768 blev ryttergodset solgt. Kongen skøder Pinds Mølle til Friderich Sellermann. Købsprisen

var 2346 rdl.

1769 gifter Zellermann sig med sin husholderske jomfru Karen Jensdt. Stabye. De fik kongebrev 1769.

1772 Zellermann skøder til prokurator Niels Munck.

1773 Forpagter af mølleriet Niels Nielsen af Pinds Mølle gifter sig med Anne Marie Rasmusdt af Møldrup.

1782 Jomfru Catherine Ducke dør, 35 år gl.

1787 Flkt: Niels Munck 45 år

Christiane Ducke, kone 52 år

Jørgen Christensen, møller 67 år,

Øllegård Nielsen kone 66.

5 tjenestefolk.

En anden jomfru Ducke dør 23 år gl.

Munck gifter sig med Christine Dorthe Ducke. (hun dør 1798).’

Forpagter Jens Johansen ( - 1872) fra Såby mark gift med Anne Marie Jensdt. (1799 ) fra Såby sogn.

1799 Niels Munck skøder til de Thygesen, Mattrup. Hans forpagter hedder Jens Andersen Uhrschou, som er gift med Inger Smith, og som senere køber Breinholmmølle.

Mattrups forpagter Jens Rasmussen gift med Karen Pedersdt., datter af Peder Andersen i Nedenskov. En vurdering af møllen: Østre længe 7 fag, 8 alen bred. I samme hus 3 fag, 12 alen bred til møllehus. 1 rugkværn, 1 boghvedekværn og forskellige redskaber, tidligere ansat til 320 rdl, nu 1200 rdl. Stuehuset i vest 17 fag, 8 ¾ alen bred eg/fyr, stratag, murede vægge. Tidligere ansat til 220 rdl. Nu 800 rdl. Lade/fæhus 13 fag, 9½ alen.

Da Mattrup har økonomiske vanskeligheder sælges møllen til Søren Iversen fra Dørup. Han er gift med Kirsten Andersdt.

1836 Møllen sælges til Chr. Jensen Monberg og Johan Peder Frich, Rosenlund i Them sogn.

1842 Møllen skødes til Niels Udbye, Daugård, som var gift med Ane Margrethe Uch. Niels Rasmussen Nedenskov gift med Sophie Hansine Mørch havde Sandvad gård og kro. De to familier bytter gårde.

Slut med bropenge (15-3-brev)

En dagbog skrevet af et par medlemmer af en familie på Sukkertoppen lukker lidt op for det virkelige liv på Pinds Mølle. Dagbogen er ikke trykt, men et eksemplar kan læses på lokalarkivet i Brædstrup. Andre dele af bogen findes gengivet i ”Voerladegårdbogen”.

Nedenstående er skrevet sidst i 1800-tallet af Sofie, som var barnebarn af Niels Rasmussen og Sofia Mørch.

Sofias mor var Maren Nielsen (1843 – 1928), en datter af parret på møllen, hun havde haft Pinds mølle, som sit barndomshjem. Hun var gift med Erik Andersen, som først boede på ejendommen ”Fløjtenborg” på Sukkertoppen, siden på ”Gudenlund”.

”Har jeg beskrevet min bedstemor? Behøver jeg at sige, at hun var smuk og statelig. Jeg har et afbleget billede af hende i 60-års alderen (Det har været i 1881). Hun sidder i en lænestol, lidt bøjet, hendes smukke bølgede hår er skjult under en hvid kappe, men endnu kan man se på hendes lidt vemodige ansigt, at hun har været en køn kone. Hendes arm hviler på stolens armlæn, og man ser hendes runde arm gennem trøjeærmet, og hendes lille bløde hånd hviler i skødet. Hvilken forskel, når jeg tænker på min mors hånd med de høje knoer, de ophøjede sener og årer, som på en knudret gren.

Det var egentlig ejendommeligt med de børn fra Pinds Mølle, at enten lignede de udpræget moderen eller udpræget faderen. Og faderen og moderen lignede ikke hinanden, hvad ellers ægtefæller tit gør. De, som lignede moderen, var smukke, kraftige, statelige af skikkelse, mens de der lignede faderen, var høje, tynde, lidt knoklede med markerede ansigtstræk, men med et venligt smil om munden og en spøg på læben.
Min bedstemor var også vidt kendt for sin dygtighed i al husholdning og hvad der hørte til dengang. De dyrkede naturligvis hør og beredte den, hvad er et stort arbejde, derefter spandt de og lavede lærred, ja, de spandt endog tråden de syede med.

Naturligvis spandt de masser af uld og fik vævet tøj, både til mændene og kvinderne. De lavede lys af fåretalg, ja, der var meget at gøre i et hus i de forrige tider.

Nogen tid før Ry marked havde bedstemor travlt med at bage honningkager. Jeg tænker det har været de såkaldte Christiansfelder, som hun har fået opskriften på af sin sønderjyske mor. Så drog de til Ry marked, med hvad de havde at sælge: Lam, køer, kalve og hvad der ellers kunne være. Bedstemor havde et bord med, og derpå stillede hun sine kurve med honningkager, og hun havde god afsætning – det var jo småt med slikkeri dengang.

Men hun stod skam ikke som en fattig hvedebrødskone, nej, hun bar sin mørkeblå fløjlskåbe med hægter og spænder af sølv. Bedstefar havde sølvknapper i vesten. Min bedstemor giftede sig med en mand, der hed Frants Frantsen. Om ham ved jeg ikke stort, uden det, at møllegæsterne forsvandt lidt efter lidt, da han ikke ville have dem ind i stuen og blive beværtet, så drog de andre steder hen. Men da forsvandt møllerkarlen Anders Langballe.

Da min mor tjente i København hos en familie, der hed Haslund, kom Anders Langballe på besøg og ville tale med hende. Hun fik fri, og de gik over i Kongens Have. Anders fortalte mor, at han nu havde forladt Pinds Mølle, hvor han havde været fra dreng. Han var en halv snes år ældre end mor, og de havde været som søskende. Nu spurgte han hende, om hun ville gifte sig med ham. Han havde været sparsommelig, havde aldrig smagt spiritus, skønt det var så almindeligt dengang. Han havde samlet sig en klat skillinger og kunne købe sig et sted eller måske et mølleri. Men min mor måtte sige, at hun var forlovet med Erik fra Fløjtenborg. ”Ja”, sagde Anders, ”så må du have farvel, så rejser a til Amerika”.

Og det gjorde han så i 1867. Anders arbejdede flere steder i Amerika og Canada og Honolullu, kom hjem igen en tid, rejste igen til Amerika for at se verdensudstillingen. Da han kom tilbage, flyttede han igen ind på Pinds Mølle og arbejdede der uden løn i flere år. Her var det Anders Brønd og Mette, der havde mølleriet.

Senere flyttede han til Addit, hvor han slog sig ned hos de fremmede mennesker, der på det tidspunkt havde hans barndomshjem. Han brugte nogle af sine penge til at hjælpe familien med ombygning.”

Det var de oplysninger fra dagbogen fra Fløjtenborg. Anders Langballe Sørensen blev i 1935 interwievet af ”Silkeborg Social demokrat”, fordi han da blev 100 år. Han blev da spurgt, hvorfor han mon var blevet så gammel. Svaret lød: ”Hvorfor a er bleven 100? A mener selv, det er fordi a aldrig har drukken brændevin eller anden spiritus, aldrig røget tobak, aldrig spillet kort og aldrig har været gift. Det må for resten være strengt at være gift, så kunne én jo aldrig tage nogen steder hen, når én blev nysgerrig og ville se andre folks skikke”.

1867 Niels Rasmussen Nedenskov døde af tæring, og enken giftede sig med Frants Frantsen.

1869 En søn, Rasmus Nielsen døde 26-4-1869, 23 år gl. Kirkebogen fortæller: ”Omkom ved en ulykkelig hændelse. Spillet i møllen grab fat i hans arm, en arm og et ben blev brækket. Benet blev amputeret, og han døde af stivkrampe.”

1874 Søren Henriksen, født i Nim, ungkarl og mølleejer, gifter sig med Anne Marie Sørensen, datter af gdm. Søren Nielsen i Voerladegård, 28 år. Peter Kjeldsen forpagter.

1880 Ejer Jens Møller Christensen, gift med Maren Pedersdt. Forpagter Anders Brønd Christiansen.

Dette par blev gift i 1860. Jens Møller Christensen var søn af Christen Mikkelsen og Dorthe Nielsdt.

Boende i boelsstedet ”Rosengård” i Sdr. Vissing. Maren Pedersdt. var datter af Peder Andersen og Ane Kirstine Pedersdt. boende i ”Rogård” i Sdr. Vissing. De overtog ”Rogård” lige efter brylluppet og havde hendes mor på aftægt. De fik 4 børn og nævnes i folketællingen 1870 i Sdr. Vissing. Det nævnes ikke i realregistret at gården blev overdraget til dem, men i 1872 overgår ”Rogård” til Laurs Jørgen Laursen. Hvor parret har været fra 1872 til ca. 1880 vides ikke. Men der findes billeder fra familien:

1895 En notits i aviserne: ”27 juni 1895: Mølle og gårdejer Jens Møller Christensens enke Maren Pedersen af Pinds Mølle, har solgt sin ejendom til sin svigersøn Søren Jacob Sørensen for kr. 12.500, samt en aftægt til sælgerinden, kapitaliseret til kr. 1000.

1907 Kristian eller Christen Jensen

1914 Nedlæggelse. Hans Peder Anders Christensen skøder til mølleejer Hans Hansen af Egebjerg Mølle.

I 1914 var det slut med mølleværket på Pinds Mølle. En artikel i Silkeborg Avis 4. januar 1933 (med signaturen STs) har en del værdifulde oplysninger:

”Lidt ovenfor hvor afløbet fra søerne Veng og Fugl i Sdr. Vissing sogn falder ud i Gudenå, ligger den gamle Pinds Mølle. Som ved så mange andre vandmøller er mølleværket dog standset. Lods og grundejerne ved de to ovenfor nævnte søer købte møllen og nedlagde mølleriet. Herved fik vandet frit løb, og vandstanden i Veng sø faldt ganske betydeligt, medens Fuglsø og mølledammen helt udtørredes. Her, hvor ålen havde snoet sig mellem de slimede vandplanter, hvor gedden stod mellem siv og rør og lurede på skaller eller andre småfisk, blev der god sund eng, der gav hø i store mængder.

I fortiden var Pinds Mølle kendt viden om. Ad de sandede, snirklede og ujævne veje, der for nutidens forvænte og bilkørende mennesker, ville synes næsten ufremkommelige, kom det ene køretøj efter det andet, trukket af heste eller stude, som det nu kunne byde sig. I Pinds Mølle lavede man nemlig boghvedegryn, ligesom man havde ord for at ”klemme” kornet godt. Særlig op mod jul, når der skulle males og sigtes til julebagningen, var der stor trængsel. Længe før dag kom folk,” for den, der kommer først til mølle, får først malet.” Medens heste og stude bedede i gæstestalden (var denne ikke stor nok, bandt man trækdyrene fast i en ring i et af de store lindetræer på gårdspladsen), fik møllegæsterne en skænk, bestående af en stor snaps og en slurk godt hjemmebrygget øl. Sjældent fik de mere end en skænk. Drikkeri med følgende slagsmål har der kun været lidt af i Pinds Mølle. De allerfleste mølleejere vågede nemlig meget nøje over, at alt gik ordentlig og sømmeligt til. Kun pinsedag kunne der blive lidt højrøstet tale i møllen. Da kom årest møllegæster nemlig og spiste ål, og da ålen jo, som anden fisk, skal svømme, drag man både øl og brændevin i store måder.. den dag var der både hujen, råben og slagsmål i møllegården, ligesom der var kapkørsel, når man skulle hjem. Var Pinds Mølle berømt for sin kornmaling, var den ikke mindre berømt for sine ål, der i velsmag kun stod tilbage for ålene fra Ry Mølle.

En mølleforpagter Anders Kristiansen Brønd, der var forpagter i Pinds Mølle omkring 1880, fortælles det om, at han fangede en ”umådelig mængde ål”. Var det tordenvejr eller regnvejr en nat, stod Kristiansen op af sin lune seng og gik ud og så på, hvorledes ålene gled ind i ålekisten. Han kunne se, om ålene kom fra Vengsø eller Fuglsø. Dem fra Vengsø var nemlig lysere og hvidere under bugen end ålene fra Fuglsø. De største ål fangedes om efteråret, og det var ikke ualmindeligt ved den tid at fange ål, der vejede omkring 3 pund.

Efter en god fangst kørte man ud med heste og vogn og solgte ål. Fik man ikke udsolgt, blev resten saltet eller lavet til ”rulleål”, d.v.s. syltet i eddike, peber og salt.

I regnfulde perioder eller ved heftigt tøbrud kunne det hænde, at Gudenåen gik over sine bredder. Så gik møllehjulet i ”bagvande”, og så kunne man, når åen igen havde fået normal vandstand samle masser af fisk op i mølleengen.

Oprindelig hørte Pinds Mølle nok under Voer Kloster. Senere kom den under ”det skanderborgske ryttergods”, for ved dettes ophævelse at blive købt af Justitsråd Emanuel Thygesen til Mattrup og indlemmet i det stamhus, som han oprettede. Da Mattrup 1829 kom under hammeren, solgtes Pinds mølle, der hørte til det såkaldte ”strøgods” , til konsul Secher, Horsens.

Imens Pinds Mølle hørte under Mattrup, hændte det engang, at skytten herfra kom til Pinds Mølle. Skytten pralede da med sin dygtighed til at skyde, og man væddede. Skytten skulle i mørke træffe en dør, som han havde set på plads i dagslys. Inden han fik sin bøsse i orden, listede møllersvenden sig dog ud og løftede døren af hængslerne og flyttede den lidt, men skytten havde mærket uråd, og da han havde skudt, fandt man alle haglene i døren.

Smukt og idyllisk ligger den gamle møllegård, opført i bindingsværk. Forhen gik vejen fra Voervadsbro efter Ry igennem gården, men nu flyttedes vejen, så al færdsel kommer uden om gården. Over den såkaldte mølletoft bygges der for tiden en meget stor dæmning, og herover vil fremtidens færdsel komme til at gå”.

At det berørte folk på egnen, at Pinds Mølle ikke mere skulle fungere viser to digte, som var i avisen i 1914:

”Når Pinds Mølle nedlægges”. Afskedssang til den gamle Pinds Mølle.

Mel: Vi sømænd gør ikke mange ord…

Gamle mølle, som nu lægges ned,

Den gamle mølle lægges ned, Oh, hvor var det hjem et dejligt sted.

Og jeg får sorg i sinde. Mage til det ej man let kan finde,

Hvor skal jeg hen at få besked skøn du var med dine stolte linde.

Og friske gammelt minde.

De trende søer og Gudenå Hvor min hustru fandt en hjemstavn god,

Og Sukkertop med lyngen på, der vor bryllupsfest med glæde stod.

Hvor enebær og blomster små I de lysegrønne lindes skygge

Med kryb jeg kunne finde. Har vi drømt om livets tørste lykke.

Den gamle mølle lægges ned, Gæstet dig vi har så mangen gang,

Og gårdens gamle huse, derfor jeg af hjertet føler trang

De bliver ikke samme sted, til en afskedshilsen dig at bringe

Hvor møllehjul vil suse. Skønt min sang vemodigt nok vil klinge.

Hvor trende veje førte ind

I gården med dens grønne lind, Møllehjulet standser nu sin gang,

Der tænker jeg med kymret sind, kværn og sav har sluttet deres sang.

Vil græs og korn dog kruse. Møllestrømmens bølger mer ej rinder,

En idyl for stedse nu forsvinder.

Den gamle mølle lægges ned,

Der lukkes op for vandet. Dog i mindets glans du for mig står,

Det må til Gudenå af sted og så længe som mi t hjerte slår,

Med blomster, fisk og andet. Vil jeg tænke på den lune rede

Små søer bliver eng så grøn, hvor jeg nød min største ungdomsglæde.

Det tanken er og den er skøn,

Men mølleren, hans viv og søn Gamle mølle, lad mig huske på,

Skal bo et steds på landet. Også jeg en gang skal gå i stå,

For at give plads til friske kræfter,

Den gamle mølle lægges ned, som kan lede strømmens løb herefter.

Den gjorde gavn i tiden.

En gammel by ved samme led Gid det kun må siges til min pris,

Blev spredt for længe siden. Han var god og tro på gammel vis.

Hvor Vissing Kloster vel blev af, Standse tidens krav det kan vi ikke,

Det ligger gemt i dyben grav. Nye tider kræver nye skikke.

Nu møllens vand vil gå til hav

Og tie, tavs, beskeden.

Dines Birk. Tømmermanden fra Monbjerg

  • (Snedker Ole Morten Olesen, gift med en af Niels Rasmussens døtre.)
  •  

    1915 Skøde til Albert Christensen

    1920 Skøde til Martin Nielsen

    1978 var det J. Hoffmann der ejede stedet. Han brugte mange penge på at sætte ejendommen i stand. De

    gamle hus er stråtækte, stolperne tjæret og murene kalket. Møllebygningerne er væk

    1988 Eva og Knud Krogh overtog ejendommen. Nu er der avlsbygninger til Limousinekvæg

    NB Billeder fra Pinds Mølle, mangler indtil videre på denne hjemmeside!

    Til toppen af siden

     

    Sdr. Vissings vandforsyning.

     

    I gammel tid havde man småbrønde i forskellige gårde og kilder flere steder.

    Da pastor Arntzen først i 1800-tallet skulle bruge meget vand til sine haver, sendte han bud til Horsens efter en vandviser. I forvejen havde præsten Frejaskilden ned ad bakken mod Rye og vandingsdammen vest for kirken. Det måtte han klare sig med, for vandviseren fandt ingen vand.

     

    Der var to-tre vandingssteder i byen: vest for kirken, toften midt i byen med Frøjdskilden, stedet blev senere til en mergelgrav,- og dammen i byens østre ende.

    Her vandede man dyrene, vaskede snavsede ting og kørte vognene ud for at hjulene kunne trække vand.

     

    Der var også en kampestensbrønd på Gudenåvej. Her hentede konerne vand i spandevis fra alle de nærmeste huse.

     

    En brønd blev etableret der i nærheden med en vindrose til at trække vandet op. Her kunne hentes vand i spande og tønder på hestevogne.

     

    Læs i Evald Brønds artikel om en anden brønd, som var i Møllegården.

     

    Med tiden steg vandforbruget, befolkningen og landbruget voksede, og vanerne ændredes. Da mejerierne havde fået lært folk, at være renlige med mælken og skure spandene godt, blev mangelen følelig.

     

    I 1913 stiftedes et vandværk. Snakken havde jo nok gået længe. Mændene på Sofielund og Tornelund kom nok med ideen, for de kendte begge til skovhjørnet ved Sønderskoven, hvor der var et godt væld.

     

    Vældet lignede mest en mergelgrav. Der blev bygget en halvrund mur med udløb i midten, her løb vandet videre til en nybygget hævert, som pumpede vandet videre til en ledning der fragtede vandet ned mod byen.

     

    Senere, sikkert i 1930 blev der nemlig etableret en støbt vandbeholder tæt ved byen, på et højdepunkt ved skellet mellem Søndergård og Rødkildegård. Herfra kunne vandet selv løbe ned til byen.

     

    1930 meddelte Martin Pedersen på Sofielund ”tilladelse til, at byen etablerede et vandværk til medlemmernes forsyning  med vand, og til dette formål, at opstille hævert og pumpe, hvor dette måtte findes formålstjenligt, anlægge ledninger og hvad der i øvrigt måtte være nødvendigt til formålet. Vandværket skal dog anlægges således, at den af ham tidligere opstillede hævert stadig kan give tilstrækkeligt vand til forsyning af hans ejendom og naboejendommen Tornelund.”

    Også i 1930 blev en deklaration udfærdiget, hvor ”underskrevne Oscar Christensen, Rødkildegård, indrømmer herved for mig og efterfølgende ejere af min ejendom matr. 15a af Sdr. Vissing, interessentskabet Sdr. Vissing Vandværk ret til som hidtil, at have nedlagt en vandledning i det østre skel af min nævnte matr. – o.s.v.”

     

    I 1937 en ny deklaration: ”Underskrevne gårdejer Laurs Laursen, ejer af matr. 3a, giver herved, for mig og senere ejere af matr. 3a, lærer A. P. Andersen Kolstrup, ejer af matr. 7i, 7k og 24 i, og følgende ejere af nævnte matr., ret til at have et vandrør liggende fra den vandbeholder, som en del af beboerne i Sdr. Vissing har på min mark, og gennem denne mark og over til kommunens vej Søndermarksvejen.

     

    I 1947 var der kun en kort hovedledning langs nutidige Gudenåvej, som tilhørte vandværket. Alle andre ledninger var private.

     

    Det var godt vand fra vældet i skovhjørnet. Rasmus Nielsen fortæller, at da han i 1969 overtog Dahlagergård, var rørene nok rustne udenpå, men indeni var de som sølv. Det betød at vandet var fri for okker.

     

    I 1960 var Levnedsmiddelkontrollen kommet til verden. Nu måtte man ikke mere bruge overfladevand. I vældet blev der så etableret ca. 20 brønde med rør til en lukket beholder. Samtidig byggede man en vandbeholder på det nuværende vandværks plads. Herfra sørgede pumper for, at trykket var nogenlunde konstant.

     

    Men lidt problemer var der jo altid. Den mand der passede pumperne ved vandbeholderen måtte være nøje. Hvis han kom til at lukke lidt for meget op, havde gårdene på Søndermarken ingen vand.

     

     

    En overenskomst i 1964 fortæller om forandringerne: ”I anledning af ændringen af overenskomsten mellem Sdr. Vissing vandværk og Martin Pedersen, hvorved vandværkets pligt til, at respektere vandtagning ved hævert for ejendommen matr. 9a er bortfaldet, bestemmer parterne herved.: Sålænge ejendommen matr. 9a ejes af Holger Pedersen eller eventuelt af hans fader Laurits P. Pedersen, skal ejendommen have leveret vand til gårdens brug, alene imod at betale for oppumpningen af vandet.

    Såfremt ejendommen matr. 9a sælges kan den nye ejer blive medlem af vandværket uden indskud, men på samme vilkår, som vandværkets øvrige medlemmer.

     

    Samme år en næsten enslydende overenskomst for Martin Pedersen i Sofielund.

     

    Vældet i skoven fortsatte med at klare vandforsyningen til 1972. Der blev boret efter mere vand. Man var nede i 56 meters dybde, men vandet var nitratholdigt. De gamle brønde i vældet blev betragtet som overfladevand og for dårligt.

     

    I 1979 borede man ved vandværket på Smedegade. Den første boring blev lagt ca. 75 m. øst for vandværket, men gav ikke vand nok. I en anden boring lige øst for vandværket, fandt man godt vand på 100 meters dybde. Her var meget vand, 25 kubikmeter pr. time med en sænkning på kun 3 meter. I 1986 lavede man en boring mere her, og nu var der rigeligt vand til at man kunne se fremtiden i møde.

     

    I tidens løb er der blevet lagt rørledninger til alle forbrugere. Nutidens teknik sørger for at 4 arbejdende pumper i vandværket sørger for kontinuerligt tryk og vandforsyning til alle husstande i Vissingområdet.

     

    Byens mænd har lagt et stort arbejde i at sørge for vandforsyningen. Mange har lagt deres arbejde i bestyrelsen gennem tiden.

     

    Til toppen af siden